De eneste i vores familie med to ben

Lars:

Jeg har altid været ivrig jæger og efter flere års plagen tilbage i 90’erne, lykkedes det endelig at få overtalt Charlotte til, at vi skulle have hund.

 

Vi (jeg) havde altid talt om gammel dansk hønsehund, når snakken faldt på hund, så jeg gik roligt med på Charlottes krav: ”Ok til at få hund, men jeg skal bestemme racen”. Jeg så slet ikke faren, så da hun proklamerede, at vi skulle have en sort labradorhan, som skulle hedde Boss, blev jeg lidt paf! Da jeg altid holder ord, måtte kamelen sluges, og det blev labrador – ikke én men to (kuldbrødre), når vi nu var i gang: En sort hanhund til Charlotte: Øbakkens Boss og en gul til mig: Øbakkens Cognac. Året var 1992.

 

Jeg blev totalt bidt af at træne med de 2 drenge og brugte enhver lejlighed til at øve nyt. I 1993 blev jeg instruktør i Dansk Retriever Klub (DRK), og det har jeg været siden. Typisk består et år af 2-3 træningsforløb på 6-8 uger, så jeg har efterhånden set tusindvis af ekvipager i alle kategorier.

 

Sideløbende med instruktørgerningen var jeg i nogle år regionsleder og med i træningsudvalget i region Nordjylland, og jeg begyndte også at dømme lidt uofficielle prøver her og der. Desuden blev jeg i de tidlige år uddannet brugsprøvedommer og jagthundeinstruktør i Danmarks Jægerforbund. Jeg kom siden i det landsdækkende træningsudvalg i DRK, blev i 2009 uddannet autoriseret markprøvedommer og dømmer i Danmark, Norge og Sverige, også internationale prøver. Desuden sad jeg i et par år i dommerudvalget i DRK, heraf 1 år som formand.

 

Efterhånden blev al tiden desværre brugt på administrative opgaver og træning af andres hunde, så lysten til egne hunde faldt til et katastrofalt niveau i mange år. I den tid blev hundene brugt til jagt og ikke andet.

 

I 2013 boede jeg i Norge i forbindelse med nyt job. Ingen forpligtelser overhovedet, så pludselig vendte tiden og lysten til at træne med hundene tilbage. Jeg fandt en god legekammerat i Norge, og vi trænede flere gange hver uge – og pludselig nød jeg det igen. Tilbage i Danmark i 2014 bestod lysten, og de sidste 2 år har jeg deltaget på flere prøver, end jeg har gjort de seneste 15 år tilsammen.

 

Charlotte:

Jeg er ikke jæger (og bli’r det aldrig). Jeg har en helt anden indfaldsvinkel til vores (jagt)hunde. Jeg elsker dem over alt på jorden, og for min skyld behøver de ikke være fantastiske jagt-/markprøvehunde, bare de er søde familiehunde, og DET er de. Helt uovertrufne endda ☺☺☺

 

Jeg er vokset op med labrador, så skulle vi have hund, skulle det selvfølgelig være labrador, og ingen af os har nogensinde fortrudt det valg (selvom det var mit). Man får ikke sødere eller nemmere hund at have med at gøre. Inde er de velafbalancerede, venlige, blide og rolige. Ude i naturen foregår alt med høj energi og fuld skrue.

 

Mit ”job” mht. hundene er nemt og enkelt: Jeg elsker dem højt og forkæler dem fra morgen til aften. Lader dem gladeligt ligge i sofaen og sove i min seng under dynen. Mange synes, at det er noget værre rod – men det er på den måde, jeg har hunde. Og alle vores hunde igennem tiderne har til fulde forstået at navigere i den tilværelse, de har her hos os: Konsekvent og positiv opdragelse og træning samt prøver og jagter sammen med ”far” og ren slendrian, ingen løftede pegefingre, kun pjat og hygge og (næsten) gå-på-bordene sammen med ”mor”.